Hærvejen fra Jelling til Vojens, 6 dage

Storslået natur og dragende historie gør Hærvejen til en ganske særlig vandreoplevelse. Ruten går langs den jyske højderyg fra kongernes Jelling og til Vojens. Her har mennesker færdes til fods og på hest i hundredvis af år - hære og adelsfolk, studedrivere, pilgrimme og andet godtfolk.

Du vandrer gennem den smukke Vejle Ådal med spændende levn fra Harald Blåtands tid, forbi imponerende Klebæk Høje hvor tre tidsaldre mødes, gennem grænselandet ved Skibelund Krat og langs med Kongeåen, som smukt og roligt bugter sig gennem landskabet.

Undervejs overnattes på kroer, hoteller og B&B, og din bagage bliver kørt frem til næste overnatningssted, så du kan nyde vandringerne. Turen slutter i Vojens.

 

  • Oplev den gamle kongeby Jelling med den smukt restaurerede kirke, Jellingestenene og gravhøjene.
  • Oplev naturen ad den ældgamle rute langs Jyllands højderyg og vandskel.
  • Ruten går gennem den smukke og kuperede Vejle Ådal, med spændende levn fra vikingetiden
  • Oplev grænselandet ved Skibelund Krat og den skønne natur langs Kongeåen
  • Nyd vandringen, mens din bagage bliver kørt frem til næste overnatningssted.

Koden neden for i parentes viser de måltider, som er inkluderet (Morgenmad/Frokost/Aftensmad), idet (-) betyder ikke-inkluderet. 

Dag 1: Ankomst til Jelling

Turen starter i Jelling, hvor du indkvarteres på overnatningsstedet. Overnatningsstedet er enten i selve byen eller på en dejlig kro syd for byen. Kommer du tidligt, anbefaler vi, at du ser nærmere på byen, med den smukt restaurerede kirke, Jellingestenen, verdens største skibssætning og kongegravene. (-/-/A)

 

Dag 2: Fra Jelling til Vejle Ådal

Dagens vandring starter ved Jellinge kirke (med mindre du har overnattet syd for byen), og tager dig på den sydlige hærvejsrute ud af byen. Du går over broen og fortsætter ned gennem den vestlige ende af Jelling Skov mod Fårup Sø. Herfra går ruten ad asfaltveje gennem hyggelige marklandskaber, med fine udsigter over området. Lidt nord for den lille landsby Kærbølling begynder landskabet at ændre sig og bliver smukt kuperet og fyldt med skov - du bevæger dig ned i Vejle Ådal. Vejle Ådal er den største af ådalene på østkysten af Jylland, og strækker sig 20 kilometer ind i landet fra fjorden og til den lille by Spjarup. Ådalen er dannet af afsmeltende is tilbage under sidste istid, og området er spækket med historie. Vest for Haraldskær kommer du ind på Bindeballestien, som løber gennem hele Ådalen. Her er du fri for anden trafik, da der kun er tilladt for gående og cyklende at færdes på stien. Stien følger det gamle jernbanespor fra Vandelbanen, som kørte mellem Vejle og Vandel, men blev nedlagt i 1957. Nyd roen og åen, som bugter sig langs stien. Overnatning i Vejle Ådal. (ca. 13 - 16 km) (M/-/A)

 

Dag 3: Fra Vejle Ådal til Fitting

Turen fortsætter ad Bindeballestien gennem Vejle Ådal, og leder dig gennem smukke skovområder med bøge- og nåletræer, langs enge med græssende køer, forbi Ravningbroen, som Harald Blåtand lod opføre omkring år 980, og Runkenbjerg, som med sine 41 meter ligger som en lille fin knold i det ellers så flade landskab i midten af Ådalen. I slutningen af 1800-tallet skød små stationsbyer op langs Vandelbanen, og ved Bindeballe ligger én af dem. Så har du mod på en lille afstikker, så læg vejen forbi Bindeballe Station og den hyggelige Bindeballe Købmandsgård, som begge blev anlagt i 1897. Købmandsgården fungerer i dag som levende museum, og ved stationen er en lille udstilling om Vandelbanens storhedstid. Fortsæt sydover ad grusveje gennem Sønderkær og toppen af Spjarup Plantage, før du igen kommer på asfalt mod den lille landsby Fitting. Overnatning i Fitting. (M/-/A) (Ca. 19 km)

 

Dag 4: Fra Fitting til Skibelund Krat

Fra Fitting vandrer du videre ad grusveje mod Bække. Lidt nord for Bække møder du først Hamborggårdsstenen, som er en såkaldt vandreblok på omkring 50 ton. Stenen blev "født" på Ålandsøerne ud for Finlands kyst, er omkring en milliard år gammel, og blev bragt hertil af kæmpemæssige isbræer under sidste istid.

Ifølge Saxo var Harald Blåtand i færd med, ved hjælp af soldater og okser, at slæbe stenen fra stranden og op til sin mors grav i Jelling. Men da han fik nys om, at hans søn, Svend Tveskæg, havde gjort oprør, lod han stenen ligge. Nogle hundrede meter længere fremme kommer du forbi Klebækhøje (Bække-monumentet), som er et ganske imponerende fortidsminde. Her ligger to gravhøje fra Bronzealderen side om side med en 45 meter lang skibssætning fra vikingetiden. Og midt gennem det hele løber et gammelt spor af Hærvejen.

Du vandrer gennem Bække, og fortsætter af Hærvejen sydvest på mod Asbo og Læborg. Efter Læborg, lidt øst for Gammelby, møder du Sankt Gertrud. Hun var helgeninde, beskytter af de vejfarende og rejsende, og levede i perioden 626 - 659. Ved siden af hende står en bænk, og fra dette punkt kan du begynde at ane det mere kuperede morænelandskab, som rejser sig omkring Kongeåen mod syd. Hærvejsvandreruten følger den oprindelige Hærvej gennem Vejen Hovedgade, og her er der god mulighed for at holde et tiltrængt kaffe/kage stop, inden du fortsætter ud af byen mod Askov og Skibelund Krat. Overnatning ved Skibelund Krat. (Ca. 24 km) (M/F/A)

 

Dag 5: Fra Skibelund Krat til Jels

Fra Skibelund Krat vandrer du sydpå forbi stenhuset 'Friheden' og krydser efter kort tid Kongeåen over Frihedsbroen. Frihedsbroen spillede en lille, men vigtig, rolle i den nationale kamp mellem 1864 og 1920, hvor Kongeåen agerede landegrænse til Tyskland. Efter Frihedsbroen følger Hærvejsruten Kongeåen et godt stykke ud til Knagmøllen, før den igen drejer sydpå gennem fladt land med plantager og agerjord. Det sidste stykke ned til Jels går ad grusveje og skovstier gennem Skodborg Skov, som tidligere var en del af den mægtige Farris Skov, der frem til 1700-tallet strakte sig fra Ribe og til Lillebælt. Du kommer ind i Jels by lige ved den smukke Jels Nedersø og Jels kirke. Overnatning i Jels. (ca. 20 km) (M/F/A)

 

Dag 6: Fra Jels til Vojens

Dagens vandring, og turens sidste etape, byder på masser af skov -og hedelandskab. Umiddelbart ude af Jels kommer du gennem Stursbøl Plantage, som tidligere rummede en stor spændende troldeskov. Store dele af plantagen blev dog lagt ned under efterårsstormen i 1999, hvor nye trolde er skåret som figurer i de gamle stubbe. I det nordlige hjørne af plantagen passeres en langstrakt gruppe oldtidshøje, som er en del af i alt 70 gravhøje i skoven. Ved Jels Å fører ruten dig forbi Ellegård, en gammel hærvejskro fra 1740, som tidligere var en af de mange hærvejskroer, der lå som perler på en snor op gennem Jylland. Videre langs med Nørre Åen gennem Oksenvad Hede, og ad asfalt- og markveje samt græsstier gennem agerland og landsbyen Jegerup. Turen slutter i Vojens efter ca. 22 kilometers vandring, og hvis du ønsker god tid til hjemrejsen, og til at kigge nærmere på byen, anbefaler vi en ekstra overnatning. Tæt ved rådhuset i Vojens er rejst en bronzestatue af Skrydstruppigen, et af Danmarks bedst bevarede egekistefund. Hun blev fundet i 1935 i en gravhøj ca. 1 km sydvest for byen, og hviler i dag på Nationalmuseet. Du henter din bagage i Vojens. Slut på turen i Vojens (stationsby).  (Ca. 22 km). (M/-/-)

Dagsprogrammet er udarbejdet på grundlag af de senest tilgængelige oplysninger. Der tages forbehold for ændringer.

Overnatning

På turen vandrer du hver dag til et nyt overnatningssted. Du overnatter i dobbeltværelse på lokale hoteller, kroer, B&B og et enkelt sted motel. Enkeltværelse kan reserveres mod tillæg.

Hærvejens vandrerute går gennem et tyndt befolket område af Jylland og der passeres kun mindre byer. Det er derfor ikke alle steder undervejs, der ligger overnatningssteder lige på ruten. Nogle overnatningssteder når man ved at gå et stykke væk fra vandreruten. Derfor er der (under dag-til-dag beskrivelsen) nogle steder angivet to km-antal, da det samlede km-antal for denne dag afhænger af, hvor du går fra på ruten, og hvilket overnatningssted du skal overnatte på.

Overnatningsstederne varierer i standard. Nogle steder er værelset med eget bad og toilet, andre steder med delt bad og toilet. Fælles for alle overnatningssteder er det gode værtskab. Værterne vil gøre deres bedste for at du får en god oplevelse.

 

Forplejning

Turen er inklusive halvpension. Frokost er for egen regning og kan bestilles på overnatningsstedet (husk at give besked dagen før). Dag 4 og 5 er frokosten imidlertid inklusiv.

Det fremgår af dagsprogrammet, hvilke hovedmåltider der er inkluderet, eller ikke inkluderet i turens pris (Morgenmad/Frokost/Aftensmad).

 

Vandringerne

Dagsvandringerne er på mellem 10 - 24 km. I dag-til-dag programmet er der angivet et antal kilometer pr dag. Dette er en ca. angivelse, idet antallet af kilometer pr. dag afhænger af hvilket overnatningssted, der er reserveret til dig, og hvor tæt på/langt fra ruten det ligger.

Din bagage bliver kørt frem til næste overnatningssted, så du kun bærer en lille rygsæk med de ting, du skal bruge i dagens løb, såsom madpakke, regntøj, kamera mm.

 

Rejsen dertil

Start: Turen starter i Jelling (ankomstdag uden vandring). Du skal selv sørge for at komme til turens startsted (med offentlig transport eller privat bil). Jelling er en stationsby, hvorfra der kører tog til Vejle samt busforbindelse til Jelling. Hærvejen går igennem Jelling, og du kan starte vandringen lige ved kirken og gravhøjene. Se www.rejseplanen.dk

Slut: Turen slutter i Vojens (efter ca. 22 km vandring). Der er tog til hele landet fra Vojens. Se www.rejseplanen.dk. Du kan med fordel forlænge turen med en overnatning i Vojens.

 

Hærvejen

Hærvejen er blot en af betegnelserne for den traditionsrige hovedfærdselsåre, som går fra Nordjylland via Viborg til Hamburg. Det er en af de ældste veje, man kender i Danmark, og oprindelig kaldtes den også Studevej, Oksevej, Gammel Viborgvej eller Kongevejen. Der var tre overgange over Limfjorden: Ved vikingeborgene ved Aggersund, ved Nibe og ved Nørre Sundby. Fra Viborg går det videre ad den Jyske Højderyg mod Flensborg over Nørre Snede, Randbøl, Vejen, Vojens og Rødekro. Hærvejen løb mere eller mindre parallelt med den jyske højderyg. Her var ingen større vandløb, da ryggen udgjorde vandskellet, hvorfra kilderne enten løb mod øst eller vest. Hærvejen var i gamle dage ikke én vej men flere forskellige spor, som mødtes, når en større å skulle krydses, som f.eks. ved stenbroerne over Immervad å, Gejlå og Bjerndrup å (Povlsbro).

Hærvejen blev brugt til at drive dyr ned gennem Jylland og fra Fyn til markeder i Hamburg og Holland. Langs ruten blev der anlagt kongeligt privilegerede kroer, så studedrivere og andre rejsende kunne få nattely og forsyninger. Dengang var en dagsmarch på 30-40 km, så kroerne blev anlagt med en passende afstand. Her blev også indrettet folde til studene i form af cirkelrunde jordvolde med risgærde.

I middelalderen blev Hærvejen også benyttet af pilgrimme på vej til de hellige valfartssteder i Sydeuropa, hvoraf de fornemste (og fjerneste) var Santiago de Compostela og Rom. Pilgrimme fra Island og Norge fulgte også ruten ad den jyske højderyg.

I dag følger Hærvejen ét spor, som går gennem de samme smukke jyske egne og mange af de samme byer som den historiske rute. Man vandrer gennem et afvekslende kulturlandskab af bakker og dale, marker og enge, søer og åer, moser, krat og skove. I august og september kan man på heden opleve blomstrende violet lyng, f.eks. ved Dollerup på Grathe Hede og Vrads Sande. Lyngplanterne er levested for masser af sommerfugle, græshopper og bier, som leverer den fine lynghonning.

INKLUSIVE

  • Overnatning på hoteller, kroer, motel og B&B
  • Morgenmad alle dage
  • Frokost dag 4 & 5
  • Aftensmad alle dage
  • Vandrekort (1 sæt pr. par/gruppe)
  • Kørsel af bagage (1 stk. bagage per person, max 15 kg) mellem overnatningsstederne
  • Oplysninger, anbefalinger og praktiske tips
  • Produktansvarsforsikring
  • Gebyr til Rejsegarantifonden

 

EKSKLUSIVE

  • Transport fra bopæl til turens startsted og retur
  • Frokost (kan bestilles på overnatningsstedet dagen før)
  • Drikkevarer
  • Evt. tillæg for enkeltværelse kr. 1.200
  • Bagagetillæg ved solo-rejsende kr. 300
  • Evt. tillæg for overnatning i Jelling (før turen) eller Vojens (efter turen) kr. 750 per person inklusiv halvpension i dobbeltværelse/ kr. 900 i enkeltværelse.
  • Ekstra sæt vandrekort (kan bestilles kr. 200)
  • Evt. afbestillingsforsikring, 6% af turens pris (kan bestilles)
  • Bookinggebyr kr. 145

Turfakta

  • Ledige pladser
  • Individuelle ture (24HAER-4A)
  • Varighed: 6 dage
  • Dato: Valgfri fra 01/04 til 01/10
  • Sværhedsgrad: 1-2
  • Indkvarteringsgrad: 1-2
  • Vandring inkl. kørsel af bagage. Prisen pr. person ved 2 personer. Solo-tillæg ved kun een turdeltager.

Kr. 4.800


Book



Object reference not set to an instance of an object.