Hærvejen fra Hirtshals til Løgstør, 8 dage

Vandringen begynder i den aktive fiskerby Hirtshals, og ender i Limfjordsbyen Løgstør. Undervejs passerer ruten natur- og kulturmæssige perler, hvor du oplever områdets helt særegne natur. Ved Lønstrup Klint følger Hærvejen de gamle kirkestier, hvor flere kirker ligger som ruiner, truet af det grådige Vesterhav. Du kommer forbi vandreklitten Rubjerg Knude med Rubjerg Fyr, der ligger smukt omgivet af gule klitter, og igennem de store klitområder nord for Løkken. Ved Svinkløv og Slette strand møder du et et af Danmarks smukkeste kystområder, hvor fiskerne stadig dagligt trækker deres fiskerbåde op på land. Ved Aggersund krydser Hærvejen Limfjorden, og du vandrer mod Limfjordsbyen Løgstør. Undervejs overnatter du på hoteller og B&B, og din bagage bliver kørt frem til næste overnatningssted, så du kan nyde vandringerne.

  • Oplev naturen i de fantastiske klitområder langs den nordlige vestkyst.
  • Besøg de stemningsfyldte kystbyer Løkken, Blokhus og Slette strand
  • Oplev Rubjerg Knude, området med Danmarks højeste vandreklit og den smukke, særprægede natur omkring Rubjerg Fyr.
  • Nyd vandringen mens din bagage bliver kørt frem til næste overnatningssted.
  • Fyld støvlerne med sand og sjælen med ro.

Koden neden for i parentes viser de måltider, som er inkluderet (Morgenmad/Frokost/Aftensmad), idet (-) betyder ikke-inkluderet.

Dag 1: Ankomst til Hirtshals

Turen starter i Hirtshals, hvor du indkvarteres på overnatningsstedet. Kommer du tidligt, anbefaler vi, at du ser nærmere på byen, som byder på mange fine oplevelser. Tag f.eks. en tur op i Hirtshals Fyr på toppen af Stenbjerg og oplev udsigten over Vendsyssel og Skagerrak. Samme sted kan man besøge Bunkermuseum Hirtshals, "10. batteri". Museet er Danmarks eneste udgravede, komplette tyske forsvarsanlæg fra 2. verdenskrig. Hirtshals havn er en af Danmarks største fiskerihavne og byen har Nordeuropas største akvarium. (-/-/-)

 

Dag 2: Fra Hirtshals til Lønstrup

Dagens vandring leder dig først sydpå ud af byen. Fik du ikke besøgt Hirtshals Fyr og "10. Batteri", har du mulighed for det nu, da Hærvejsruten leder dig lige forbi. Du fortsætter langs kysten ved Krage Strand og ind gennem Tornby Klitplantage, som er et helt usædvanlig dejligt stykke vestkystnatur. Plantagen ligger højt og er påvirket af vestenvinden, så træerne står som smukke, vindmodelerede skulpturer.

Landskabet er kuperet og præget af den lange havskrænt, som er gennembrudt af talrige, dybt nedskårne ådale. Ruten går igen ud til kysten, ned mod Nørlev Strand, før den drejer indover land ved Skallerup og følger indlandsklitten (kaldet "Lien") et godt stykke ned mod det gamle fiskerleje, Lønstrup. Overnatning i Lønstrup. Dagens vandring er ca. 21 km. (M/-/-)

 

Dag 3: Fra Lønstrup til Løkken

Ved Lønstrup får man virkelig en fornemmelse af havets eroderende kræfter, når man vandrer langs de meget stejle skrænter, og ser huse som vitterligt ligger på kanten af afgrunden. Forude anes Rubjerg Knude og fyret på toppen af den 90 meter høje klit. Området omkring Rubjerg viser på fornemste vis hvordan, og hvor hurtigt, sandet kan flytte sig, og du kommer igennem Danmarks største område med havtorn, det smukke orange bær, som er spækket med C-vitamin. Stien dig ind forbi Rubjerg gammel kirke, og videre ned langs kysten mod Løkken. Her kommer du helt ud til stranden, og vandrer et langt stykke med havet som din trofaste følgesvend. Overnatning i Løkken. Dagens vandring er ca. 16 km. (M/-/-)

 

Dag 4: Fra Løkken til Blokhus/Hune

Fra Løkken kan du vælge at vandre hele vejen til Blokhus langs med kysten, eller du kan følge Nordsøstien lidt ind i landet ned til Hune. Uanset hvad du vælger, er du sikker på skønne naturoplevelser. Kyststrækningen mellem Løkken og Blokhus byder på en smuk bred strand, med et godt vandreunderlag, hvor der ikke sjældent findes rav. At vandre en hel dag, med vestenvinden i ansigtet og bølgernes 'musik' i luften lindrer både sjæl og legeme. Vandrer du indover plantageområderne nord for Hune, får du også en fantastisk skøn vandreoplevelse. Området gemmer på et skønt, let kuperet terræn med mange sommerhuse, smukt integreret i klitlandskabet. Dagens vandring er ca. 18 km. (M/-/-)

 

Dag 5: Fra Blokhus/Hune til Krogen

Dagens vandring ad Hærvejen starter nær dit overnatningssted, og leder dig først ned gennem Blokhus Klitplantage. Du vandrer ad grusveje og skovstier gennem det store skønne skovområde. Hærvejen fortsætter udover Klitheden ved Rødhus, hvor du fortsætter forbi den tårnløse Rødhus Kirke, og ned i den vældige Tranum Klitplantage, hvor du har gode muligheder for at opleve dyre- og fugleliv. Her er stort og stille. Videre ind i Tranum Aktieplantage, som virkelig byder på hyggelig vandring, med små klynger af nåletræer, spredt ud over klitheden. Fortsæt ind til den lille landsby 'Krogen', hvor du hentes og køres til overnatningsstedet. Dagens vandring er ca. 22 km. (M/-/A)

 

Dag 6: Fra Krogen til Slette Strand

Efter en kort transfer, forsætter du videre mod Tranum og Langdal Plantage. Dagens vandring er utrolig smuk, og foregår for det meste igennem skov og langs ældgamle kystskrænter. I Langdal Plantage kommer du op i højden, og vandrer på den gamle kystskrænt kaldet 'Lien', som rejser sig 60 meter over det flade land mod vest, som var havbund i stenalderen. Flere gravhøje og Lerup kirke kroner skrænten, og Hærvejen følger de dybe dale og kløfter, som skærer sig ned i Lien, og skaber frodige og spændende landskaber. Du vandrer først gennem Fosdalen, med den hellige Vor Frue Kilde, og herefter gennem den aldeles fortryllende Nøddedal. Overnatning ved Slette Strand. Dagens vandring er ca. 14 km. (M/F/A)

Dag 7: Fra Slette Strand til Fjerritslev

Fra Slette strand går turen videre på toppen af de høje klinter. På den højeste klint ved Svinkløv, som ligger 50 meter over stranden, har du en fantastisk udsigt over Jammerbugten. Kridtskrænternes karakteristiske udseende er skabt af regnvand, som gennem tusindvis af år har eroderet de bløde klinter. Og det er de svineklov-lignende formationer, som har givet området dets navn. Ved den sydligste kant af Svinkløv Klitplantage forlader du kysten, og vandrer sydpå ned mod Fjerritslev. Ruten følge det bakkede landskab med skov, enebærbuske og masser af lyng, som sidst på sommeren dufter helt fantastisk. Du vandrer gennem den smukke Kollerup Plantage, med den eventyrlige mos-klædte underskov, gamle nåletræer og små hyggelige skovstier. Overnatning i Fjerritslev. Dagens vandring er ca. 16 km. (M/F/-)

 

Dag 8: Fra Fjerritslev til Løgstør

Fra Fjerritslev går turen mod Løgstør gennem spændende kulturhistoriske landskaber, ad mindre asfalt-, grus- og skovveje. Du kommer forbi herregården Ågård, som var hjemsted for adelsslægten Gyldenstierne i ca. 300 år. I haven ligger et voldsted af en ældre borg og to fredede borgbanker, som kan føres tilbage til midten af 1300-tallet. Ved Husby Hole ligger flotte bronzealderhøje, en gammel hulvej og på toppen af Husby Bakke ligger en mindesten for bondeoprøret. Ruten fortsætter gennem Manstrup mod Aggersund, med udsigter over Limfjorden. Orker du en lille omvej, kan du fortsætte et par kilometer vest for Aggersund og opleve den gamle vikingeborg Aggersborg, som er den største af de fire kendte ringborge fra vikingetiden. (ca. 20 km.) (-/-/-)

Evt. ekstra nat i Løgstør kan bestilles.

Dagsprogrammet er udarbejdet på grundlag af de senest tilgængelige oplysninger. Der tages forbehold for ændringer.

Overnatning

På turen vandrer du hver dag til et nyt overnatningssted. Der er dog ét enkelt sted du overnatter to nætter. Du overnatter i dobbeltværelse på lokale hoteller, B&B og vandrehjem. Enkeltværelser kan bestilles mod tillæg. Hvis du medbringer hund kan vi forespørge om plads til hunden. Der vil være et tillæg for at medbringe hund kontakt venligst kontoret for info.

Hærvejen/Nordsøstiens vandrerute går gennem et tyndt befolket område af Jylland, og der passeres kun mindre byer undervejs. Det er derfor ikke alle steder undervejs, der ligger overnatningssteder lige på ruten. Nogle overnatningssteder når man ved at gå et stykke væk fra vandrerruten. Overnatningsstederne varierer i standard. Nogle steder er værelset med eget bad og toilet, andre steder med delt bad og toilet. Fælles for alle overnatningssteder er det gode værtskab, og at værterne vil gøre deres bedste for, at du får en god oplevelse.

 

Forplejning

Turen er inklusive morgenmad alle dage på nær dag 8. Aftensmad er inklusive dag 5 og dag 6, og frokost er inklusive dag 6 og dag 7. Frokostmadpakke kan bestilles på overnatningsstedet alle steder på nær i Fjerritslev (husk at give besked aftenen før).

Det fremgår af dagsprogrammet, hvilke hovedmåltider der er inkluderet, eller ikke er inkluderet i turens pris (Morgenmad/Frokost/Aftensmad).

 

Vandringerne

Dagsvandringerne er på mellem 14 og 22 km. I dag-til-dag-programmet er der angivet et antal kilometer pr. dag. Dette er en ca. angivelse, idet antallet af kilometer pr. dag afhænger af hvilket overnatningssted, der er reserveret til dig, og hvor tæt på/langt fra ruten det ligger.

Din bagage bliver kørt frem til næste overnatningssted, så du kun bærer en lille rygsæk med de ting, du skal bruge i dagens løb, såsom madpakke, regntøj, kamera mm.

 

Rejsen dertil

Start: Turen starter i Hirtshals. Første dag er ankomstdag. Du skal selv sørge for at komme til turens startsted (med offentlig transport eller privat bil). Se www.rejseplanen.dk

Slut: Turen slutter i Løgstør (efter ca. 20 km vandring). Evt. ekstra nat i Løgstør kan tilkøbes. Fra Løgstør er der busforbindelse til de omkringliggende større byer, hvorfra der afgår tog til hele landet. Se www.rejseplanen.dk.

 

Hærvejen

Hærvejen er blot en af betegnelserne for den traditionsrige hovedfærdselsåre, som går fra Nordjylland via Viborg til Hamburg. Det er en af de ældste veje, man kender i Danmark, og oprindelig kaldtes den også Studevej, Oksevej, Gammel Viborgvej eller Kongevejen. Der var tre overgange over Limfjorden: Ved vikingeborgene ved Aggersund, ved Nibe og ved Nørre Sundby. Fra Viborg går det videre ad den Jyske Højderyg mod Flensborg over Nørre Snede, Randbøl, Vejen, Vojens og Rødekro. Hærvejen løb mere eller mindre parallelt med den jyske højderyg. Her var ingen større vandløb, da ryggen udgjorde vandskellet, hvorfra kilderne enten løb mod øst eller vest. Hærvejen var i gamle dage ikke én vej men flere forskellige spor, som mødtes, når en større å skulle krydses, som f.eks. ved stenbroerne over Immervad å, Gejlå og Bjerndrup å (Povlsbro).

Hærvejen blev brugt til at drive dyr ned gennem Jylland og fra Fyn til markeder i Hamburg og Holland. Langs ruten blev der anlagt kongeligt privilegerede kroer, så studedrivere og andre rejsende kunne få nattely og forsyninger. Dengang var en dagsmarch på 30-40 km, så kroerne blev anlagt med en passende afstand. Her blev også indrettet folde til studene i form af cirkelrunde jordvolde med risgærde.

I middelalderen blev Hærvejen også benyttet af pilgrimme på vej til de hellige valfartssteder i Sydeuropa, hvoraf de fornemste (og fjerneste) var Santiago de Compostela og Rom. Pilgrimme fra Island og Norge fulgte også ruten ad den jyske højderyg.

I dag følger Hærvejen ét spor, som går gennem de samme smukke jyske egne og mange af de samme byer som den historiske rute. Man vandrer gennem et afvekslende kulturlandskab af bakker og dale, marker og enge, søer og åer, moser, krat og skove. I august og september kan man på heden opleve blomstrende violet lyng, f.eks. ved Dollerup på Grathe Hede og Vrads Sande. Lyngplanterne er levested for masser af sommerfugle, græshopper og bier, som leverer den fine lynghonning.

INKLUSIVE

  • Overnatning på hotel, kroer og B&B
  • Morgenmad alle dage på nær dag 8
  • Aftensmad på dag 5 og dag 6
  • Kørsel af bagage (1 stk. per person, max 15 kg) mellem overnatningsstederne
  • Persontransfer t/r mellem sti og overnatningssted dag 5 og dag 6
  • Vandrerkort (1 sæt pr. par/gruppe)
  • Oplysninger, anbefalinger og prkatiske tips
  • Produktansvarsforsikring
  • Gebyr til rejsegarantifonden

 

EKSKLUSIVE

  • Transport fra bopæl til turens startsted og retur
  • 1 x morgenmad (dag 8)
  • Frokost (kan bestilles på overnatningsstedet dagen før) dog inkl. på dag 6 & 7
  • 5 x aftensmad (dag 1, 2, 3, 4 og 7)
  • Drikkevarer
  • Evt. tillæg for enkeltværelse kr. 1400
  • Evt. ekstra nat i Løgstør (kan bestilles) kr. 400 pr. person i dobbeltværelse /kr. 800 pr. person i enkeltværelse inkl. morgenmad
  • Bagagetillæg ved solo-rejsende kr. 650
  • Evt tillæg for hund (bestilling på forespørgsel)
  • Ekstra sæt vandrekort (kan bestilles, kr. 200 inkl. porto)
  • Evt. afbestillingsforsikring, 6 % af turens pris (kan bestilles)
  • Bookinggebyr kr. 145

Turfakta

  • Ledige pladser
  • Individuelle ture (24HAER-1)
  • Varighed: 8 dage
  • Dato: Valgfri fra 01/04 til 01/10
  • Sværhedsgrad: 1-2
  • Indkvarteringsgrad: 2-3
  • Vandring inkl. kørsel af bagage. Prisen pr. person ved 2 personer. Solo-tillæg ved kun een turdeltager.

Kr. 5.600


Book