Bornholm rundt ad kyststien, 8 dage

Denne vandring går ad kyststien rundt om Bornholm og byder på 120 kilometer smuk og meget varieret natur. Turen starter i Rønne, Bornholms største by, og følger kyststien med uret rundt om øen. Du vandrer langs uspolerede klippekyster og øde strande. Gennem smukke kystskove, over fredelige strandenge og forbi brusende vandfald. Ruten leder dig gennem de mere end 30 havne og små hyggelige byer, som ligger spredt rundt langs kysten. Her mærker du øens rolige puls og kan smage på lokale madvarer i særklasse.

Undervejs overnatter du på hoteller, vandrehjem og B&B, og din bagage bliver kørt frem til næste overnatningssted. Turen kan eventuelt forlænges med en ekstra overnatning i Gudhjem med mulighed for at sejle til Christiansø (dagstur).

 

  • Oplev Bornholms fantastiske kyster med de kridhvide sandstrande, dramatiske klipper og spændende geologi
  • Besøg middelalderfæstningen Hammershus - Nordeuropas største borgruin
  • Smag på nogle af øens mange, lækre fødevarespecialiteter
  • Oplev øens mere end 30 havne, og de hyggelige og maleriske kystbyer
  • Nyd vandringen, mens din bagage bliver kørt frem til næste overnatningssted

Koden neden for i parentes viser de måltider, som er inkluderet (Morgenmad/Frokost/Aftensmad), idet (-) betyder ikke-inkluderet. 

Dag 1: Ankomst til Rønne

Turen starter i Rønne, hvor du indkvarteres på overnatningsstedet. Kommer du tidligt, anbefaler vi, at du ser nærmere på byen. Midt i byen ligger Store Torv, som tidligere var eksercerplads for militæret - og i dag er et hyggeligt sted med cafeer, springvand og granitskulptur. De velbevarede bindingsværkshuse giver byen en særlig stemning. (-/-/-) 

Dag 2: Fra Rønne og Hasle

Turen starter på havnen i Rønne, hvor kyststien leder dig mod nord ud af byen. Snart kommer du til Antoinette Strand, hvorfra skovstien gennem Blykobbe Plantage fører nordpå. Videre langs den til tider stejle kyst forbi Sorthat-Muleby og Pyritsøen, den største af tre søer i området, der alle er dannet efter mange år med udgravning af ler. Videre gennem det måneagtige landskab ved Kultippen, skabt af deponeret sand, grus og kul fra Bornholms tidligere minedrift. Herefter følges badestranden nordpå op mod Hasle Røgeri. Overnatning i Hasle. Dagens vandring er ca. 12 km. (M/-/-)

 

Dag 3: Fra Hasle til Allinge-Sandvig

Dagens etape starter ved Hasle Havn, og det meste af dagens vandring foregår med fantastiske udsigter over Østersøen. Er vejret klart, kan du se til Sverige, som ligger ca. 40 kilometer væk. Dagens vandring er smuk, men også fysisk krævende, og du skal nok få sved på panden. Ruten fører dig i dag forbi de to små fiskerlejer, Helligpeder og Teglkås. I området omkring klippeformationen "Jons Kapel" begynder højdemeterne at trænge sig på, først ned af en trappe, gennem en slugt og så op igen. Turen fortsætter mod det gamle granitbrud Ringebakkerne ved Vang, forbi "Pissebækken" med sit 15 m høje vandfald og den gamle borgruin Hammershus, som ligger smukt på toppen af en kæmpe klippeknude. Kysten nedenfor er et imponerende syn med sprækkedale, klippehuler og sjove klippeformationer som løve- og kamelhovederne. Fra Hammershus går kyststien forbi Hammerhavn og op forbi Salomons Kapel, en kirkeruin fra 1300-tallet. Videre op i højden og rundt om Hammer Odde med "Lille Fyr" dekorativt placeret i klippeterrænet. Fortsæt langs kysten mod Allinge-Sandvig. Overnatning i Allinge-Sandvig. Dagens vandring er ca. 19 km. (M/-/-)

 

Dag 4: Fra Allinge-Sandvig til Gudhjem

Dagens vandring byder på lidt strabadserende vandring op og ned, men med smukke udsigter og dramatiske klippeformationer. Dagens endemål er det lille fiskerleje Gudhjem, Bornholms ældste handelsby og Danmarks eneste bjergby. Gudhjem-fiskerne var de første i Danmark, som begyndte at røge sild. Sydøst for Tejn og kort efter Bådsted Strand er det muligt at lave en lille afstikker ind i Døndalen - én af Bornholms ca. 65 sprækkedale, som rummer Bornholms, og Danmarks, højeste vandfald (20 m), samt utrolig mange forskellige planter. Fra Døndalen fortsætter stien mod Helligdomsklipperne, en strækning af forrevne og op til 20 meter høje kystklipper. Giv dig selv god tid til at opleve dette sted og nyd de mange indtryk. Her er utrolig smukt, uanset årstid og vejr. På trods af de mange trappetrin bør du også opleve "Sorte Gryde" - en ca. 60 meter dyb grotte ind i klipperne, gnavet af vind og vand. Fra Helligdomsklipperne løber stien på kanten af klipperne højt over havet, først lidt i skov, men så går det nedad og landskabet åbner sig i en skøn blanding af natur- og kulturlandskab med fårefolde og enge. Efter Røsted løber stien gennem et idyllisk landskab ned til Salene Bugt og videre ind mod Gudhjem. Overnatning i Gudhjem. Dagens vandring er ca. 17 km. (M/-/-)

 

Dag 5: Fra Gudhjem til Svaneke

Fra Gudhjem følger kyststien den gamle redningssti, som snor sig gennem klippeporte til Melsted. Efter Melsted, ned mod Kobbeåen, løber kyststien både langs stranden i en lille bugt, på klipper og over et afgræsset klippeoverdrev. Kobbeådalen byder på mulighed for en afstikker ind i en imponerende sprækkedal. Om foråret blomstrer både hvide, gule og blå anemoner i skovbunden i dalen. Videre langs landevejen mod Saltuna, hvorefter ruten drejer af og atter leder dig ud til klipperne. En bro fører over den dybe sprækkedal Randkløve Skår, og ned mod Bølshavn med sine velholdte gamle bindingsværkshuse, yndige haver og den lille havn klemt inde mellem de lave klipper. Efter Bølshavn og Listed følger du stien østpå. Først gennem Nordskoven og lidt senere gennem åbent granitlandskab. Så er du fremme ved Svaneke, Danmarks østligste købstad, som i 2013 blev kåret som landets smukkeste. Udover at være en smuk by, byder Svaneke også på mange muligheder for kulinarisk forkælelse. Her kan du både nyde lokalbrygget øl, delikatesse flødeboller og frisklavede bolsjer. Overnatning ved Svaneke. Dagens vandring er ca. 16 km. (M/-/-)

 

Dag 6: Fra Svaneke til Balka Strand

Fra Svaneke følger ruten kysten mod sydøst forbi Svaneke Fyr og ned mod Frenne Havn og Frenne Odde. Herfra går stien først gennem skov og dernæst ud i det åbne land med flotte udsigter over de lave klipper og havet. Her er masser af fugleliv, og kystslettens vegetation er præget af næringsfattig jordbund. Her vokser både almindelige planter som enebær, hedelyng, hunderose, bregner, slåen og brombær, samt mere sjældne planter som bl.a. svalerod. I Årsdale vidner de store skorstene på de gamle røgerier atter om, at her kan man få sig en røget specialitet. Fra Årsdale fortsættes langs kysten mod Nexø - Bornholms næststørste by med øens største fiskerihavn og forfatteren Martin Andersen Nexø's barndomsby. Landskabet er præget af skærgårdsagtige klippeformationer, og du kommer forbi adskillige gamle skanser, som er tidligere forsvarsværker mod angreb på kysten. Fra Nexø følger du vejen ud af byen, og drejer af på stien mod Balka Strand. Er du interesseret i fugle, er dette område ved Nexø Sydstrand særligt interessant, idet det er vildtreservat. Følg stien gennem Balka Lyng og ned til Balka Strand, som er en af Bornholms bedste badestrande. Overnatning ved Balka Strand. Dagens vandring er ca. 15 km. (M/-/A)

 

Dag 7: Fra Balka til Boderne

Fra Balka Strand bugter kysten og stien sig udenom Snogebæk og Broens Odde ned til Bornholms sydligste punkt, Dueodde - stranden med verdens fineste sand. Er vejret godt, er der mulighed for at bade. Fra Dueodde følger kyststien stranden til pynten ved Kødtønden, som er en stor og næsten vanddækket sten, 50 meter ude i vandet. Et stykke efter Kødtønden forlader stien stranden, og leder dig op forbi Slusegård Vandmølle og Café Slusegård, som ligger i et smukt naturområde. Fra Slusegården fortsættes videre langs kysten forbi den lille Bakkerne Bådehavn i Østre Sømark. Efter Vester Sømark kommer du til fiskerlejet Boderne med dejlige badestrande. Overnatning ved Boderne. Dagens vandring er ca. 20 km. (M/-/A)

 

Dag 8: Fra Boderne til Rønne

Dagens etape, turens sidste ind mod Rønne, foregår en god del af dagen langs strand og klinter. Fra Boderne går man vestpå mod Sose Bugt og Sose Odde. Bornholms sydkyst er kendt for sine lave kystklinter med spændende, gamle geologiske lag. I klinterne langs Sose Bugt kan man bl.a. finde lag af kul, sand og ler, som er op mod 175 millioner år. Fra Sose Odde fortsættes mod den lille landsby Arnager. Arnagers historie kan spores tilbage til 1500-tallet, og gennem tiden har fiskere fra området forsøgt at anlægge en havn, som blev ved med at sande til. I 1884 byggede man Bornholms første såkaldte ø-havn, som ligger for enden af en knap 200 meter lang træbro. Det gav dybt vand til bådene, og det sand, som havet flyttede langs kysten, kunne passere under broen. Fra Arnager går turen nord om Bornholms Lufthavn, gennem Stampen, Onsbæk Plantage og naturområdet Galløkken ind til Rønne. Turen slutter i Rønne. Dagens vandring er ca. 20 km. (M/-/-)

Dagsprogrammet er udarbejdet på grundlag af de senest tilgængelige oplysninger. Der tages forbehold for ændringer.

Overnatning

På turen vandrer du hver dag til et nyt overnatningssted. Du overnatter i dobbeltværelse på lokale hoteller, vandrehjem og B&B. Enkeltværelse kan bestilles mod tillæg.

Vandreruten følger kyststien på Bornholm, og leder dig igennem alle de større (og mindre) kystbyer undervejs. Nogle overnatningssteder når man ved at gå et stykke væk fra vandreruten. Overnatningsstederne varierer i standard. Nogle steder er værelset med eget bad og toilet, andre steder med delt bad og toilet. Fælles for alle overnatningssteder er det gode værtskab, og at værterne vil gøre deres bedste for at du får en god oplevelse

 

Forplejning

Turen er inklusive morgenmad, samt aftensmad dag 6 og dag 7. Frokost er for egen regning, og madpakke kan bestilles på overnatningsstedet (husk at give besked aftenen før).

Det fremgår af dagsprogrammet, hvilke hovedmåltider der er inkluderet, eller ikke er inkluderet i turens pris (Morgenmad/Frokost/Aftensmad).

 

Vandringerne

Dagsvandringerne er på mellem 12 og 20 km. I dag-til-dag-programmet er der angivet et antal kilometer pr. dag. Dette er en ca. angivelse, idet antallet af kilometer pr. dag afhænger af, hvilket overnatningssted der er reserveret til dig, og hvor tæt på/langt fra ruten det ligger.

Din bagage bliver kørt frem til næste overnatningssted, så du kun bærer en lille rygsæk med de ting, du skal bruge i dagens løb, såsom madpakke, regntøj, kamera mm.

 

Rejsen dertil

Start: Turen er en rundvandring, der starter og slutter i Rønne. Du skal selv sørge for at komme til turens startsted. Der er færgeforbindelse til Rønne fra Ystad (Sverige) og Køge. Se https://www.bornholmslinjen.dk og www.rejseplanen.dk.

Slut: Turen slutter om eftermiddagen i Rønne (efter ca. 20 km vandring). Der er færgeforbindelse til Ystad (Sverige) og Køge. Evt. ekstra nat i Rønne kan bestilles.

 

Kytstien

Kyststien på Bornholm følger, som navnet antyder, kysten hele vejen rundt om øen. Vandreruten er ca. 120 km og uden tvivl en af Nordeuropas smukkeste kyststier. Ruten følger primært de gamle redningstier og strandene, men flere steder kommer man også op i højden, og får fantastiske udsigter over klippekysterne og Østersøen. Kyststien byder i det hele taget på en utrolig varieret natur, hvor man både vandrer langs kilometerlange hvide sandstrande, over storslåede lyngheder og kystoverdrev, på højtbeliggende og vindblæste klippestier, gennem dramatiske, bregnefyldte og duftende sprækkedale, forbi larmende vandfald og gennem dybe og stille skovområder.

Stien leder dig også gennem Bornholms mere end 30 havne og små fiskerlejer, hvor der - blandt meget andet - er rig mulighed for at nyde nogle af øens mange kulinariske indslag, samt smage på noget af det Bornholm er allerbedst til - røgede fiskespecialiteter. På kyststien venter en spændende, af og til krævende, men meget belønnende tur, og både sind og hjerte tager noget fantastisk med hjem.

INKLUSIVE

  • Overnatning på hoteller, B&B og vandrehjem
  • Morgenmad alle dage.
  • Aftensmad dag 6 og dag 7
  • Vandrekort (1 sæt pr. par/gruppe)
  • Kørsel af bagage (1 stk. bagage per person, max 15 kg) mellem overnatningsstederne
  • Oplysninger, anbefalinger og praktiske tips
  • Produktansvarsforsikring
  • Gebyr til Rejsegarantifonden

 

EKSKLUSIVE

  • Transport fra bopæl til turens startsted og retur
  • Aftensmad (dog inkluderet dag 6 og dag 7)
  • Frokost (madpakke kan bestilles på overnatningsstederne)
  • Evt. tillæg for enkeltværelse, kr. 1500
  • Bagagetillæg ved solo-rejsende kr. 1.150
  • Ekstra sæt vandrekort (kan bestilles, kr. 200 inkl. porto)
  • Evt. ekstra nat i Gudhjem eller Rønne (kan bestilles) kr. 525 per person i dobbeltværelse inkl. morgenmad/ kr. 950 i enkeltværelse
  • Evt. afbestillingsforsikring, 6% af turens pris (kan bestilles)
  • Bookinggebyr kr. 145

Turfakta

  • Ledige pladser
  • Individuelle ture (24BOR-8)
  • Varighed: 8 dage
  • Dato: Valgfri fra 15/04 til 23/09
  • Sværhedsgrad: 2
  • Indkvarteringsgrad: 2-3
  • Vandring inkl. kørsel af bagage. Prisen pr. person ved 2 personer. Solo-tillæg ved kun een turdeltager.

Kr. 6.200


Book