Koden neden for i parentes viser de måltider, som er inkluderet (Morgenmad/Frokost/Aftensmad), idet (-) betyder ikke-inkluderet.
Dag 1: Ankomst til Ærøskøbing
Turen starter i Ærøskøbing, hvor du indkvarteres på overnatningsstedet (for to nætter). Ankommer du tidligt, anbefaler vi, at du ser nærmere på den stemningsfulde gamle by. Der er mulighed for at spise aftensmad på hotellet eller ude i byen. (-/-/-)
Dag 2: Vandring mellem Ærøskøbing og Søby
I dag vandrer du i landskabet mellem Ærøskøbing og Søby. Søby er, ligesom Marstal og Ærøskøbing, en havneby. Fra Søby er der færgeforbindelse til både Fyn og Jylland. Du får mulighed for at opleve den nordvestlige del af øen, og den første del af vandringen går langs nordkysten med udsigt over Øhavet. Du kommer bl.a. forbi den gamle renæssanceherregård Søbygaard, der i dag er museum og kulturcenter. Fra det middelalderlige borganlæg ved siden af Søbygård er en pragtfuld udsigt over øens nordlige ende og Lillebælt, Als og Fyn. Turen går videre gennem Ærø Naturpark til Søby.
En gratis bustur vil bringe dig gennem små byer tilbage til Ærøskøbing, hvor der efter dagens vandring er mulighed for at gå en tur i den ærkedanske, smukt bevarede lille købstad med toppede brosten og skæve charmerende huse. (19 km). (M/-/-)
Dag 3: Vandring mellem Ærøskøbing og Marstal
Efter en dejlig morgenmad er du klar til at starte din vandretur i Marstal, skipperbyen med de krogede gader, søfartsmuseet og kirken med ikke mindre end 6 kirkeskibe, hængende under loftet.
Ruten starter langs vandet, videre op i bakkerne ved Lille Rise, ad gamle veje forbi jættestuer og gravhøje, med flotte udsigter over Ærøs bugtede kyster undervejs.
Dagens vandreture slutter i Ærøskøbing. Det er også slut på turen. Du kan afhente din bagage og er klar til din hjemrejse. (16 km). (M/-/-)
Evt. ekstra nat i Ærøskøbing eller Svendborg kan bestilles.
Dagsprogrammet er udarbejdet på grundlag af de senest tilgængelige oplysninger. Der tages forbehold for ændringer.
Overnatning
På Ærø overnatter du på samme overnatningssted begge dage. Du overnatter i dobbeltværelse på et hotel i Ærøskøbing. På hotellet har værelserne eget bad og toilet, og værterne vil gøre deres bedste for, at du får en god oplevelse.
En overnatning i Ærøskøbing eller Svendborg efter turen kan bestilles ved tilmelding til turen. Enkeltværelse kan reserveres mod tillæg.
Forplejning
Turen er inklusive morgenmad, som serveres på overnatningsstedet. Frokost og aftensmad er for egen regning. Vi kan anbefale, at man spiser ude om aftenen, og der er flere gode restauranter i byen. Frokost kan bestilles på overnatningsstedet, eller man kan selv købe ind til picnic hos den lokale købmand. Vælger du at bestille en madpakke på overnatningsstedet, skal du huske at give køkkenet besked aftenen før (picnic-pakke betales lokalt).
Det fremgår af dagsprogrammet, hvilke hovedmåltider der er inkluderet, eller ikke inkluderet i turens pris (Morgenmad/Frokost/Aftensmad).
Vandringerne
Dagsvandringerne er på 16 og 19 km og kan gennemføres af alle i almindelig god form og med lyst og vilje til vandring. Da du overnatter samme sted på Ærø begge dage, skal du kun bære en lille rygsæk med de ting, du skal bruge i dagens løb, såsom madpakke, regntøj, kamera, snacks, mm. Dette frigiver ekstra energi til bare at nyde vandringerne
Rejsen dertil
Start: Turen starter i Ærøskøbing. Du skal selv sørge for at komme til turens startsted (med offentlig transport eller privat bil og med færge). Der er færge mellem Svendborg og Ærøskøbing. Fra færgelejet i Ærøskøbing er der et par hundrede meter til dit overnatningssted.
Slut: Turen slutter i Ærøskøbing på Ærø (efter ca. 16 km vandring). Har du tid og lyst til også at opleve den hyggelige by Svendborg på Sydfyn, kan du forlænge turen med en overnatning i Svendborg. Denne tur kan også med fordel kombineres med vores vandretur mellem Faaborg og Svendborg eller kombineres med turen mellem Svendborg og Langeland.
Øhavsstien
I 2007 åbnede Øhavsstien, som snor sig rundt om det Sydfynske Øhav og med sine 220 km er en af Danmarks længste vandreruter. Den går gennem smukke naturområder, langs kyster, forbi slotte og herregårde og tæt på hyggelige landsbymiljøer. Den byder på flotte panoramaer ud over det Sydfynske Øhav og en perlerække af dejlige danske kultur- og naturlandskaber.